Suppe koster OUH bøde

Odense Universitetshospital skal nu punge ud med 90.000 kroner til Fødevarestyrelsen, efter fund af listeria i suppe fra hospitalets køkken.

Bøderne blev givet efter kontrolbesøg den 18. september i både hovedkøkkenet i Odense og et produktionskøkken på hospitalet i Svendborg, skriver metroxpress.

Her fandt man blandt andet den farlige listeria-bakterie ved 25 miljøprøver af hospitalets klare suppe.

Bøden blev også givet for ikke tydeligt at mærke til målgruppen af svækkede personer, at produkterne skal varmes, inden de spises.

I en e-mail til metroxpress skriver direktør for hospitalet Peter Fosgrau, at de tager Fødevarestyrelsens kritik til efterretning.

- Vi er utrolig ærgerlige over situationen, og vi satte selvfølgelig ind straks med at leve op til alle påbud. Vi har blandt andet permanent hyret ekstra, ekstern rengøring i køkkenerne i både Odense og Svendborg og desuden kortlagt vores procedurer for at undgå listeriabakterier, skriver han.

Han fortæller, at hospitalet nu ved, at seks personer er blevet smittet med den listeria-type, som man har fundet i hospitalets aspargessuppe og kødboller.

- De fem er smittet mellem foråret 2013 og foråret 2014, og den sidste patient er smittet i sensommeren 2014, skriver Peter Fosgrau.

Ifølge fødevarechef i Fødevarestyrelsen Henning Knudsen har man fundet flere mangler i hospitalets køkkener:

- Fødevarestyrelsen ser med stor alvor på sagen. Vi følger op på, at de konstaterede mangler bliver rettet med opfølgende kontrolbesøg i de to køkkener, hvor forholdene bliver kontrolleret, siger han

Bakterien listeria monocytogenes kan forekomme i en lang række almindelige fødevarer - især de rå af slagsen.

Bakterien kan forårsage sygdommen listeriose, der ofte rammer ældre mennesker eller personer med et svækket immunforsvar.

Oversigt

    Oversigt