Sutter og børnesange mod budgetforlig

Omkring 650 dagplejere var tirsdag formiddag samlet på Flakhaven i Odense for at demonstrere mod politikernes manglende bevillinger til nye legestuer. Politikerne blev mødt med børnesange og fik uddelt sutter og godteposer før de gik ind til de afgørende budgetforhandlinger.

-

Omkring 650 dagplejere var tirsdag formiddag samlet på Flakhaven i Odense for at demonstrere mod politikernes manglende bevillinger til nye legestuer. Politikerne blev mødt med børnesange og fik uddelt sutter og godteposer før de gik ind til de afgørende budgetforhandlinger.


Børnene var blevet hjemme hos forældrene eller bedsteforældrene, og i stedet var de strejkende dagplejere samlet foran Odense Rådhus tirsdag formiddag. De 800 dagplejere er utilfredse med, at der ikke er udsigt til nye legestuer i budgettet for 2002. Dagplejerne mener, at der er akut behov for en bevilling på fem millioner kroner, så deres mødesteder i Odense kan leve op til lovens miljøkrav.


Sutter til politikerne
Politikerne er hele tirsdagen samlet på Rådhuset for at forsøge at nå frem til et budgetforlig. Og da politikerne ankom blev de mødt med børnesange og protestråb fra dagplejerne, mens forældrene til børnene i dagplejen uddelte godteposer og sutter til politikerne. Dermed håber forældrene, at politikerne tager småbørnene med i deres overvejelser, når de sidste streger i budgettet skal tegnes.


Arbejdet genoptages onsdag
Og selvom bevillingen til legestuerne var gledet ud af forhandlingerne i sidste uge, så er alt håb endnu ikke ude. Blandt andet venstres Lars Chr. Lilleholt har luftet muligheden for at legestuebevillingen endnu en gang bliver spillet på bordet under budgetforhandlingerne.


Arbejdsnedlæggelsen blandt dagplejerne betød, at 3000 småbørn stod uden pasning tirsdag. Dagplejerne har dog bebudet, at arbejdet bliver genoptaget onsdag.

Oversigt

    Oversigt