I det fynske folks tjeneste

Svær kommunal start for Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti har mistet forholdsvis mange af deres nye kommunalbestyrelsesmedlemmer med mere eller mindre dramatik.

Trusler mod embedsmand. Indbyrdes skænderier under byrådsmøder. Manglende partidisciplin.

Årsagerne er forskellige, men de dækker over 11 tilfælde siden kommunalvalget i november, hvor Dansk Folkepartis byrødder under

stor dramatik enten frivilligt eller ufrivilligt har forladt partiet, skriver Politiken.

- Det viser, at der er lang vej, før DF er et helt almindeligt parti i kommunerne. Det tog 10-15 års målrettet arbejde i landspolitikken og vil tage lige så lang tid i mange kommuner, forudser kommunalforsker og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, efter at Politiken har forelagt ham rækken af eksempler.

Blandt dem er Middelfart Kommune, hvor byrådsmedlem Svend Åge

Nielsen i juni blev ekskluderet af partiet, efter at han var røget så uklar med en partifælle, at en tredje partifælle var nødt til at sætte sig imellem dem i byrådssalen.

I Slagelse byråd var det også indbyrdes magtkampe, der førte til, at den nu tidligere DF'er Tonny Borgstrøm for et par måneder siden blev smidt ud af partiet, efter at han havde kritiseret en partifælle så højt i byrådssalen, at Venstres borgmester måtte skride ind.

I den dramatiske ende er der den tidligere DF'er Lars Dyhr Hansen i Sønderborg, der på opfordring fra partiledelsen selv meldte sig ud af partiet og byrådet, da det kom frem, at han havde truet kommunens tekniske direktør med at klippe fingrene af hende.

Til sammenligning har for eksempel Socialdemokratiet 'blot' sagt farvel til 9 byrådsmedlemmer, oplyser partiet, og S fik vel at mærke valgt omkring 3 gange så mange byrødder, nemlig 773, som DF's 255.

Næstformand i DF, Søren Espersen, erkender, at sagerne er

problematiske:

- Det giver et elendigt billede«, siger Søren Espersen til Politiken.

Ved du noget? Så send os et tip