Svært at få erstattet vandskade efter regn

Hvor mange millimeter regn skal der falde, før der er tale om skybrud? ALKA Forsikring har lavet deres egen fortolkning, og det går ud over en kunde fra Allesø med kælderen fuld af vand.

-

Hvor mange millimeter regn skal der falde, før der er tale om skybrud? ALKA Forsikring har lavet deres egen fortolkning, og det går ud over en kunde fra Allesø med kælderen fuld af vand.


Der var voldsom regn torsdag middag. Så voldsom at flere kældre i Odense stod under vand. For eksempel hos Leif Jensen i Allesø. Tæpper og inventar blev ødelagt, og derfor ringede Leif Jensen til sit forsikringsselskab ALKA Forsikring.


Men her var svaret, at han ikke kunne få erstatning, da der ikke var tale om et skybrud. Ved et skybrud skulle der ifølge ALKA Forsikring falde 30 millimeter vand på 30 minutter.


Det står der ikke noget om i Leif Jensens police, og heller ikke hos Danmarks Meterologiske Institut kender man til den definition af et skybrud.


Da TV 2/Fyn ringede til ALKA Forsikring for at få en forklaring på, hvordan de havde regnet sig frem til definitionen på et skybrud, ændrede forsikringsselskabet forklaring.


Nu var der skybrud, hvis der faldt 30 millimeter vand på 24 timer. Den definition kom man frem til, hvis man kiggede på tidligere og lignende sager hos Ankenævnet for forsikring.


Nu vil ALKA Forsikring imidlertid ikke afvise, at Leif Jensen kan få erstatning for sin vandskade. Selskabet vil kigge nærmere på sagen. 

Oversigt

    Oversigt