Svært at sælge store huse

2011 gav de fynske huspriser endnu et nøk nedad, og sælgere må væbne sig med endnu mere tålmodighed. Sværest ser det dog ud, hvis man vil af med et stort hus uden for byskiltet.

I 2011 blev det ikke nemmere at være mægler eller hussælger på Fyn.

Priserne på Fyn og øer er faldet med gennemsnitligt 1,7 procent. Men det varierer meget fra by til by. Mæglerne i Faaborg-Midtfyn Kommune beretter om det største fald. Her ligger det på 12,7 procent.

Men tendensen er klar. Det er landdistrikterne og de små byer, der trækker nedad, samtidig med, at de store dyrere huse ikke er i høj kurs hos køberne i øjeblikket.

Tendensen er entydig. Huse på 0-100 kvardratmeter klarer sig bedst. Jo større - jo sværere. Det viser en statistik, boligportalen Boliga har lavet for TV2/FYN. Og ejendomsmæglerne nikker genkendende til tallene.

- Det vi allerhelst vil have til salg, det er et rækkehus på 80 kvadratmeter til en lille million, siger Karl Peter Lyhr, ejendomsmægler hos EDC i Bogense.

Og endnu bedre ser det altså ud, hvis huset ikke ligger for langt uden for de større byer. I De små byer besværliggør en række faktorer salget

- Der er transportomkostninger, dårlige busforbindelser, skolelukninger og andre ting, der gør, at jo længere man kommer uden for byskiltet, jo vanskeligere bliver det for en familie at få dagligdagen til at hænge sammen. Derfor er efterspørgslen størst inden for byskiltet, siger Karl Peter Lyhr.

Pernille Pedersen har et hus til salg i Faaborg, og hun har ventet på en køber i 10 måneder.

- I starten var det dybt frustrerende. Forventningerne er ikke så store lige nu. Jeg tror godt, der kan gå rigtigt længe, men vi må bare tage en dag ad gangen, siger Pernille Pedersen.

Selvom det kan være svært at se sit hus miste værdi år efter år, er rådet fra mæglerne klart.

- Man skal starte med at sætte en realistisk pris. Der er ingen grund til, at det står på nettet og tæller dage, siger Karl Peter Lyhr.

Se mere om det fynske hussalg på TV2/FYN klokken 19.30.

I boksen i venstre side ses udviklingen det for det fynske boligsalg 2011. Statistikkerne viser de gennemsnitlige kvardratmeterpriser fra 1. til 3. kvartal.

Oversigt

    Oversigt