SVEND 17: Fynsk stjerne vinder filmpris

Mange fynske film og tv-serier var repræsenteret ved aftenens SVEND-prisuddeling. Men det var Trine Dyrholm, der fik det fynske rampelys.

Onsdag aften var den røde løber rullet ud på torvet i Svendborg. 

Cremen af den danske filmbranche var til stede, da den fynske filmpris SVEND for 13. gang blev uddelt. 

Den helt store fynske vinder var Trine Dyrholm, der igen i år vandt i kategorien Årets kvindelige skuespiller for hendes rolle som Mia i filmen 'Du forsvinder'. 

Hun var ikke selv til stede på torvet i Svendborg, men når hun får statuetten i hånden, kan hun føje den til samlingen, der blandt andet tæller ni Robert-statuetter og seks Bodil-statuetter. 

Udover de mange kendisser på den røde løber, så var Ditte Hansen og Louise Mieritz fra den populære TV-serie 'Ditte og Louise' underholdende værter på scenen. Med muntre bemærkninger styrede de showets gang, hvor især filmene 'Underverden' og 'Du forsvinder' og tv-serien 'Badehotellet' blev aftenens store vindere med to priser hver. 

Og glæden for de fynske priser var svær at skjule. SVEND Prisen er nemlig den eneste filmpris i Danmark, hvor publikum udelukkende bestemmer, hvem der skal modtage de fleste af priserne. 

Måtte gå tomhåndet hjem

Flere fynske filmproduktioner og en lang række tv-serier var ellers blandt de nominerede til at modtage en pris ved aftenens prisuddeling.  

I kategorien Årets danske film var filmen Dan Dream nomineret sammen med filmen 'Swinger'. Begge de to filmproduktioner er skabt med støtte fra den regionale filmfond FilmFyn. Men begge film blev slået af den anmelderroste 'Underverden'.

I kategorien Årets danske TV-dramaserie fyldte fynske tv-produktioner fire nomineringer: 'Arvingerne' - sæson 3 (DR1), 'Den Anden Verden' (DR1), 'Der kommer en dag' (TV 2) og 'Mercur' (TV 2 CHARLIE). Men de måtte lade prisen gå til TV 2s 'Badehotellet', der var en af aftenens store vindere. 

For udover prisen som Årets danske TV-dramaserie, modtog skuespillerinde Rosalinde Mynster fra 'Badehotellet' prisen for Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie. 

Årets SVEND-prismodtagere

SVEND-festen er ikke slut endnu 

Selvom årets store prisuddelingsshow fandt sted onsdag aften i Svendborg, så var det det ikke afslutningen på SVEND 2017. SVEND Film- og Kulturdage fortsætter indtil den 2. september, og indeholder forskellige kulturelle oplevelser i Svendborg.

Oversigt

    Oversigt