Svend Aage har mange gode minder om prins Henrik

Svend Aage Hansen fra Strib i Middelfart har et helt særligt forhold til kongehuset og især prins Henrik.

Nyheden om prins Henriks død var ikke let onsdag formiddag for Svend Aage Hansen. Han har gennem mange år haft et særligt bånd til kongehuset. 

- Nu har jeg haft meget med prinsen at gøre gennem en del år, så det var sørgmodigt, da jeg hørte, at han er død, siger han.

I 1989 etablerede han Sophiæodde Saluteringslaug i Strib, der får lov at skyde kanoner af på Royale mærkedage. 

I 2007 blev prins Henrik medlem af lauget. og det skete efter, at Svend Aage Hansen fik øjnene op for prins Henriks kunstværker og besluttede sig for at Strib ikke kunne være foruden en royal skulptur.

Skulpturen er nu blevet et fast varetegn for indgangen til Strib by.

Det betyder meget for Svend Aage Hansen, at den nu kan være et evigt minde om prins Henrik.

- Der er nogen, der har sat blomster op ved den i dag. Det er utroligt flot. Det er utroligt rørende, at Stribborgerne tænker på den skulptur, prinsen har sat her i byen, siger Svend Aage Hansen.

Han fik på et tidspunkt tildelt ridderkorset, og da han var ovre for at takke for det, fik han ros af dronning Margrethe:

- De har gjort prinsen ære ved at få den skulptur sat op i Strib og gøre borgerne klar ovar, at han var en kunstner, der kunne lave skulpturer i hans unge dage, sagde hun.

Svend Aage Hansen har mange gode minder om prins Henrik, men særligt en ting, vil han huske ham for:

- Han havde meget humor. Helt utroligt. Han forstod at dreje alt over i humor, når vi var sammen.

Oversigt

    Oversigt