Svendborg dræber rotter med el

Boligselskabet Domea i Svendborg er i øjeblikket i gang med en omfattende udrydning af rotter i kloaksystemerne under boligejendomme.

Tiltaget sker for at undgå rotter langs bygninger og i lejligheder.

Rotterne spiddes med højteknologiske fælder, der viser sig, at være særdeles effektive. Ny EU lovgivning betyder, at der fra 2013 strammes op på brugen af rottegift.

Hos Domea BSB Svendborg har man det sidste halvandet år bekæmpet rotter i ledningsnettet med højteknologiske rottefælder.

Nu sidder rottefælderne permanent, og lukker af ud mod den offentlige kloak, så der ikke kommer rotter ind under bebyggelserne.

- Siden vi monterede fælderne i foråret 2009, kan vi konstatere, at jorden ikke længere underminimeres ved brøndene. Samtidig er der ikke længere rotteaktivitet ved containere og skraldespande og beboerne har ikke siden observeret rotter ved bebyggelserne, forklarer ejendomsmester Brian Andersen.

Smart fælde

Den elektroniske rottefælde, WiseTrap, fungerer på den måde, at når rotternes bevægelse og kropsvarme registreres, udskydes et bundt dræbende spyd med stor kraft og knækker rygsøjlen på rotterne.

Spyddene trækkes herefter op, og den døde rotte skylles ud med kloakvandet og ender enten på renseanlægget eller nedbrydes på sin vej dertil.

Ifølge Brian Andersen skal investeringen i de elektroniske rottefælder først og fremmest ses som en forebyggende indsats, så man undgår, at rotter pludselig kommer ind i folks lejligheder. Samtidig er det en dyr affære, når rotter underminerer jorden og ødelægger asfalt og flisebelægninger.

- Tidligere brugte vi gift i kloakken. Men mere miljøfokus og stigende resistens blandet med frygten for, at rotterne lægger sig til at dø eksempelvis under gulve i lejligheder, fik afdelingen til at investere i ny teknologi, forklarer Brian Andersen.

Oversigt

    Oversigt