I det fynske folks tjeneste

Svendborg er verdens centrum - det ved alle da?

Det vil idégruppen bag verdens, i følge dem selv, største udendørs pendul i hvert fald bevise. Et pendul som det, Foucault brugte til at bevise, at jorden drejer om sin egen akse, skal nu stå i verdens centrum: Svendborg.

Visionerne er lige så høje, som det 64-meter høje pendul, som skal rejses på Centrumpladsen i Svendborg. Det er de i hvert fald for idégruppen bag projektet, der kalder sig 'Det svinger i Svendborg'. 

- Først og fremmest er planen med det her pendul at bringe naturvidenskaben ud. Det skal få folk til at undre sig over den planet, vi bor på. Det skal få folk til at tænke videre end til carporten og skattefradraget, griner Poul Vase, som er bestyrelsesmedlem i 'Det svinger i Svendborg'. 

Hele projektet startede i 2011, hvor fire pensionister satte sig sammen. Dels for at finde ud af, hvordan de kunne sætte fokus på Svendborg og hele det Sydfynske område, men i dén grad også for at finde ud af, hvordan de kunne skabe underen og eftertanke hos folk. Processen har været lang, men nu skal projektet stå sin første afgørende test  i samarbejde med Lindøværftet.

Léon Foucault

Léon Foucault (1819 – 68) var en fransk eksperimentalfysiker, som ved hjælp af et 28 kilo tungt pendul ophængt i en 67 meter lang snor under kuplen i Panthéon i Paris demonstrerede Jordens rotation. Med sit simple setup kunne Foucault påvise, at mens pendulet følger en fast rute, kan man se, at jordens rotation ”under” pendulet skaber en blomst (8-taller), der i løbet af ca. et døgn (i Svendborg ca. 30 timer) når en hel omgang.

Kilde: Det svinger i Svendborg

Den 28. september bliver en kæmpe stålkugle og mange meter stålwire hejst op i Lindøs store portalkran. Test-pendulet bliver sat i gang, og forsøget vil vise om Foucaults demonstration fra 1851 også kan gennemføres i fri luft. Når testen er gennemført vil gruppen bag have tilpas meget viden til at gå videre med det endelige pendul, som skal stå i Svendborg centrum. 

- Det afgørende er vejret. Hvis vejret er godt, kunne vi lige så godt have gennemført forsøget inden døre, og der ved vi, at det virker. Så det, vi skal teste, er egentligt, hvor vindresistent pendulet er, forklarer Poul Vase. 

- Det skal være ligesom, når sejlerne er tilfredse med vinden, tilføjer han. 

Det skal vælte små tykke mænd

Der er planlagt flere forskellige underholdende ting for demonstrationen af pendulet. Blandt andet har den fynske billedhugger Keld Moseholm lovet at lave 30 små figurer, som skal stå i en cirkel omkring pendulet. Og de skal bevise, at det hele handler om jordens rotation. 

Læs også Svendborg - en by ved verdenshavet

- De vil vælte i løbet af 30 timer. Det er fordi, figurerne bevæger sig hen under pendulet - ikke fordi pendulet svinger, siger Poul Vase. 

Det er to private sponsorer, som hver har lagt 75.000 kroner i projektet, der er skyld i, at projektet kan realiseres. Derudover har Lindø stillet kranen til rådighed, som i følge Poul Vase ville have kostet dem flere millioner om dagen. 

Tror du at det vil have andre folks interesse? 

- Vi er jo nok nogle nørder, men med det her forsøg kan vi få bragt astronomi ned på jorden i en forståelig størrelse, siger Poul Vase.

Ved du noget? Så send os et tip