Stjerne-vikaren fra Amerika

Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford underviser i dag i samfundsfag på Svendborg Gymnasium. Emnet er det amerikanske præsidentvalg.

Trump og Clinton er på tapetet, når de sydfynske gymnasieelever skal have styrket deres indsigt i det amerikanske præsidentvalg mandag. Underviseren er hentet udenfor lærerværelset - nemlig en af landets allermest kendte og kvalificerede: Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford.

Rufus Gifford vil give sin analyse af den højspændte politiske situation i hjemlandet og et overblik over det valg, der er lige om hjørnet. Hans oplæg varer ca. 20-30 minutter, og efterfølgende besvarer ambassadøren spørgsmål fra eleverne om amerikansk politik. 

Det er ved at være sidste chance for at stå ansigt til den ansigt med den kun 42-årige, men politisk særdeles erfarne amerikaner. Rufus Giffords periode som ambassadør i Danmark slutter næste år, og Danmark skal have en ny mand eller kvinde på den centrale post.

Populær ambassadør
Rufus Gifford har i sine år som ambassadør gjort sig bemærket i usædvanlig grad af en lang række årsager. Dels blev han i 2015 gift med dyrlægen Stephen DeVincent på Københavns Rådhus. Et homoseksuelt bryllup er ikke noget, der sker hver dag på en ambassade, og hans åbenhed omkring sin homoseksualitet har givet ham megen opmærksomhed og medvind. Dels har hans virke som ambassadør været karakteriseret ved en ualmindeligt social, åben og udadvendt tilgang til jobbet som Amerikas repræsentant i Danmark.

 

Rig filmmand fra Hollywood
Rufus Gifford stammer fra en særdeles velhavende bankfamilie. Inden han trådte ind i amerikansk politik, arbejdede han succesfuldt med film i Hollywood. TV-serien Præsidentens mænd inspirerede ham i sin tid til at gå ind i politik, og han lagde ud med at arbejde som frivillig på John Kerrys præsidentkampagne i 2004.  Det greb om sig og førte til, at den højtuddannede diplomat  i 2012 stod bag Barack Obamas præsidentkampagne og indsamlede en historisk høj sum penge på over en milliard dollars.

Gifford er kendt for kombinationen af sin store viden og sit venlige væsen og ikke mindst for sin store gæstfrihed i ambassadørhjemmet på Strandvejen i Hellerup. Man behøver ikke at være personlig gæst for at smage ambassadørens mad.  Han har netop udgivet kogebogen, Ambassadørens køkken, sammen med sin mand.

Nu får de sydfynske gymnasielever mulighed for at møde verdensmanden og suge til sig af hans personligt høstede erfaringer med et præsidentvalg. Det foregår mandag i Svendborg Gymnasiums Idrætshal fra kl. 12-13.45.

Rufus Gifford kan også opleves på TV 2/FYN kl. 17.00

Oversigt

    Oversigt