I det fynske folks tjeneste

Svendborg forbereder sig på stormen

Svendborg Kommune er i fuld gang med at forberede arbejdet, der venter efter stormen, som er på vej torsdag eftermiddag og nat.

Svendborg Kommune forbereder sig på at fjerne væltede træer og nedfaldne grene. Der vil være folk i gang så snart det er sikkert at arbejde udendørs, og alle veje skulle gerne være ryddet og farbare fredag.

- Vores første prioritet efter en storm er at få gjort vejene farbare. De primære veje bliver ryddet først, og så går vi videre til de mindre veje. Vi fjerner væltede træer og store grene fra vejen og lægger dem ind i vejsiden. Mange steder er der tale om træer og grene fra private haver, som er væltet ud over offentlig vej og sti. Det er grundejerens eget ansvar at få fjernet træer og grene fra vejsiden - også selvom vi har ryddet vejen, oplyser Vejingeniør Bo Nislev fra Miljø og Teknik, Svendborg Kommune.

- Under og lige efter stormen vil det være forbundet med fare at færdes i skovene. Vi vil hurtigst muligt arbejde på at veje og offentlige stier i skovene bliver gjort farbare. Det vil dog være svært at færdes i skovområderne da oprydningsarbejdet forventes at fortsætte gennem de næste par måneder. Rundt i skovene er der en del væltede træer fra stormen i oktober, fortæller Skov og landskabsingeniør Helle Mølgaard fra Miljø og Teknik, Svendborg Kommune.

- Mange af de træer, som vælter i skovene, vil blive liggende til glæde for kryb og kravl. Der, hvor der er tale om større mængder træ, vil det blive oparbejdet til brænde, slutter Skov og landskabsingeniør Helle Mølgaard fra Miljø og Teknik, Svendborg Kommune.

Ved du noget? Så send os et tip