I det fynske folks tjeneste

Svendborg går til filmen ... reklamefilmen

Som en af de første byer i Danmark markedsfører Svendborg sig nu via tv-spots. Formålet er at skaffe flere turister til Sydfyn.

Svendborgsundbroen er et af de markante bygningsværker i Svendborg.

I den sidste uge af maj og den første i juni bliver seerne af TV 2's regionale stationer i Øst- og Sønderjylland og i Nordsjælland og hovedstadsområdet bombarderet med indtryk fra Svendborg. Her vises helt nye reklamespots for byen.

Dyr satsning

- Det ser vi ikke så tit. Det er et flot initiativ, de har taget i Svendborg, siger Dorte Kiilerich, der er administrerende direktør i Visit Denmark.

Sydfyns Turistbureau i Svendborg bruger normalt en million kroner om året på at reklamere, men på grund af den nye satsning skal der postes ekstra 350.000 kroner i budgettet. Penge som kommer fra lokale erhvervsdrivende, der håber på flere indtægter fra turisterne.

Stærkt medie

- Vi er i forvejen gode til annoncer og brochurer. Nu synes vi, at tiden er kommet til at gå til tv. Det er et stærkt medie, og vi rammer på den måde mange mennesker i den bedste sendetid, siger Niels Baarvig, turistchef, Sydfyns Turistbuerau, Svendborg.

Reklamefilmen henvender sig til de områder, hvor Svendborg i forvejen står stærkest.

- Det handler ikke om, at folk skal finde ud af, at Svendborg eksisterer. Det ved de godt i forvejen. Det handler mere om at udløse beslutningen om, at de tager hertil på ferie, siger Niels Baarvig.