I det fynske folks tjeneste

Svendborg har flest klager over vindmøller

Svendborg Kommune er den kommune i landet, hvor der er suverænt flest klager over vindmøller. Mere end hver tredje klage i landet over en vindmølle kommer fra en svendborgenser.

99 gange blev der i 2011 og 2012 klaget over en vindmølle i Svendborg Kommune, og det er mere end en tredjedel af de i alt 274 klager i hele landet. Det viser en opgørelse foretaget af vindmølleindustrien.

Svendborg Kommune mener dog ikke, at borgerne er særlig fjendtlige over for vindmøller, og mener at de mange klager stammer fra to eller tre husstande.

- Det, der kendetegner situationen, er, at det er ganske få enkeltpersoner, der har klaget mange gange. Jeg vil mene, at der er forskel på om det er 50 enkeltpersoner, der klager én gang eller om det er tre enkeltpersoner, der hver klager 15 gange. Situationen er udtryk for, at det er nogle meget aktive beboere, og det er jo faktisk positivt, siger Henning Mortensen, miljømedarbejder i Svendborg Kommune til windpower.org.

I over 80 procent af landets kommuner er der ikke en eneste klage over vindmøller. Udover Svendborg er der også mange klager fra enkeltpersoner i Holbæk.

- Det er en meget ærgerlig situation for kommunen, da vores situation er ret fastlåst. Vi forsøger, at komme mere i dialog med disse klagere og forsøger at fortælle dem, hvorfor vi mener, som vi gør. Det gør dog ikke indtryk på dem, siger Henning Mortensen.

Ved du noget? Så send os et tip