I det fynske folks tjeneste

Svendborg skal spare 20 millioner

Der skal skæres ind til benet i Svendborg. De kommunale forvaltninger har fået at vide, at de skal finde besparelser på 20 millioner kroner på næste års budget. \"Det kan ikke undgå at ramme noget som helst\", siger Svendborgs borgmester.

-

Der skal skæres ind til benet i Svendborg. De kommunale forvaltninger har fået at vide, at de skal finde besparelser på 20 millioner kroner på næste års budget. \"Det kan ikke undgå at ramme noget som helst\", siger Svendborgs borgmester.

Det er først og fremmest på kultur- og socialområdet der skal skæres. Kulturudvalget skal spare 8,6 millioner kroner, mens socialudvalget skal finde næsten 7,2 millioner kroner.

Skolerne rammes
Håbløshed var den første reaktion hos formanden for kulturudvalget, Inga-Britt Olsen (SF), da hun fik kendskab til sparekravet. Hun har det politiske ansvar for blandt andet skolerne.

\"Det kan vi slet ikke\", sagde hun til Fyens Stiftstidende om udsigterne til at skulle spare over 8 millioner kroner. Hun forudser, at besparelserne ikke kan undgå at gå ud over undervisningen.

\"Det kommer til at gå ud over servicen. Igen. Måske bliver vi nødt til at skære noget helt væk. Der er nogen opgaver, som vi SKAL udføre, og så er der nogen vi ikke nødvendigvis behøver. Det er jo cremen, men den bliver vi måske nødt til at fjerne\", siger borgmester Jørgen Henningsen (S).

Sociale udgifter løber for stærkt
Det er udgifterne til sygedagpenge, handicappede børn, lønninger og ældreudgifter, der er løbet for stærkt, siger borgmester Jørgen Henningsen.

\"Nu må vi se hvor galt det går. Regeringen kan stadig nå at komme med en pose penge. Jeg mener i hvert fald, at sygedagpengene bør dækkes centralt\", siger Jørgen Henningsen.

Han håber på, at nogle af besparelserne kan undgås, når KL og Regeringen engang får lavet en ny økonomisk aftale.

Ved du noget? Så send os et tip