I det fynske folks tjeneste

Svendborg vil tillade højresving for cyklister ved rødt lys

Cyklister i Svendborg skal have lov til at køre over for rødt, når de svinger til højre. Det mener et politisk flertal.

En forsøgsordning, hvor cyklister i Svendborg har tilladelse til at dreje til højre ved rødt lys, fik onsdag opbakning i Svendborg Kommune.

Det er eksempelvis i krydset ved Toldbodvej og Nyborgvej, at det skal forsøges med tilladelsen for cyklisterne. Forslaget til forsøget blev stillet af Enhedslistens Jesper Kiel, som til daglig sidder i Miljø-, Klima- og Trafikudvalget.

- Mange cyklister svinger i forvejen til højre ved rødt lys, og jeg vil gerne have at folk kan køre lovligt og samtidigt komme nemt frem, siger Jesper Kiel.

Forsøget skal teste, om en tilladelse kan sikre, at cyklisterne kan komme nemt frem uden fare for egen sikkerhed.

I Svendborg Kommune vil der derfor nu blive udarbejdet et forslag om at tillade cyklisterne højresving ved rødt lys fra Toldbodvej til Nyborgvej.

Kommunen vil også gå i dialog med Dansk Cyklistforbund, som måske har andre forslag til oplagte steder, hvor man kunne lave samme ordning.

Lignende forsøg er også lavet andre steder, og kommunerne er tidligere blevet opfordret af Transportministeriet til selv at forsøge sig med tilladelser, hvor det giver mening.

Ved du noget? Så send os et tip