Svendborgbanen halede ind i december

Kundepunktlighed for den hårdt plagede Svendborgbane nåede i december op på 94,6 procent. Det er et pænt stykke over resultatet for samme måned sidste år.

2016 blev et år med mange bump for Svendborgbanen, men alligevel endte hele året med en såkaldt kundepunktlighed på 87,8 procent. DSBs mål er minimum 81,8 pct.

Og december endte med en kundepunktlighed på 94,6 procent.

- December har været præget af mildt vintervejr dog med en julestorm. Desuden blev der tidligere i år indført flere tiltag til at styrke driften af togene, som vi kan se virker. Det er rart at kunne slutte året på den måde og fremadrettet vil vi arbejde på at holde niveauet, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB.

Fast håndværkerteam i Odense

Tony Bispeskov hæfter sig især ved, at kundepunktligheden for myldretiden om morgenen i december måned har været på 93,5 procent. Det har ofte været i myldretiden først på dagen, at Svendborgbanen har haft problemer.

- Lige præcis myldretiden om morgenen har fået særlig opmærksomhed, blandt andet ved at der fast er håndværkere i Odense til at hjælpe med at få togene godt i gang om morgenen. Det er de muligheder, vi selv har for at gøre driften stabil, siger Tony Bispeskov.

De væsentligste årsager til forsinkelser og aflysninger i december skal findes i signalfejl og andre forhold som DSB ikke har indflydelse på.

Månedens operatørpunktlighed ender på 98,6 procent. Det er pænt over målet på 93,8 procent. Den samlede operatørpunktlighed for 2016 ender på 94,7 procent.

Operatørpunktlighed og kundepunktligheden

 

Oversigt

    Oversigt