Svendborgbanen sendes i udbud

Politisk flertal sikrer private operatører bedre muligheder for at byde ind på togstrækninger i Danmark. Her i blandt Svendborgbanen.

Regeringen får opbakning fra et bredt politisk flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale, Alternativet og SF til at udbyde flere strækninger, når den nuværende togtrafik i Midt- og Vestjylland skal genudbydes.

Det oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Det politiske flertal betyder, at private operatører i fremtiden får mulighed for at byde ind på flere togstrækninger i Danmark - blandt andet Svendborgbanen.

Når togtrafikken i Midt- og Vestjylland i 2020 skal genudbydes, er der således også mulighed for overtage togtrafikken på Svendborgbanen, som i dag betjenes af DSB.

I en pressemeddelelse udtrykker transportminister Ole Birk Olesen (LA)  tilfredshed med punktligheden og kvaliteten i togbetjeningen.

- Samtidig har udbuddet sparet staten og skatteborgerne for en masse penge, og udvidelsen af udbuddet vil øge de økonomiske fordele, siger transportminister Ole Birk Olesen.

Samtidig er parterne blevet enige om at forbedre betjeningen med halvtimesdrift på visse strækninger.

- Det er en del af regeringsgrundlaget, at vi vil udbyde markant mere togtrafik i Danmark, og med aftalen i dag tager vi et vigtigt skridt på vejen, siger Ole Birk Olesen.

Parterne er enige om at udbyde togtrafikken på følgende strækninger for en otteårig periode med virkning fra december 2020:

Odense-Svendborg, Aarhus-Langå-Struer, Struer-Thisted, Aarhus-Skanderborg-Herning, Herning-Skjern, Struer-Vemb-Skjern-Esbjerg, Esbjerg-Ribe-Tønder og Struer-Herning-Vejle.

Der er option på forlængelse i yderligere to år.

Det glæder Dansk Industri.

- Jeg forventer, at et antal operatører vil kæmpe om at få opgaven, siger branchedirektør i DI Transport, Michael Svane, i en skriftlig kommentar.

- Dermed får vi en sund konkurrence om at drive jernbanestrækningerne, og det vil være til glæde for passagerne, siger han.

 

Oversigt

    Oversigt