Svendborgbanen skal sikres

Transportminister Hans Christian Schmidt (Venstre) vil bede forligspartierne om at afsætte penge til at sikre Svendborgbanens overskæringer til foråret.

Ministerens reaktion kommer efter at flere af banens lokoførere har udtalt bekymring over sikkerheden i overskæringer med halvbomme.

Deres udmelding kom efter at en 11-årig dreng blev dræbt af Svendborgtoget fredag, da han løb ud på skinnerne i en overskæring i Højby, som kun har bomme over halvdelen af vejen.

Den slags overskæringer er der flere af på strækningen, og lokoførere på Svendborgbanen siger, at der jævnligt opstår farlige situationer.

Undersøgelse og penge samtidig

Transportminister Hans Christian Schmidt har allerede bedt Banedanmark om at analysere sikkerheden på Svendborgbanen.

Samtidig undersøger Banedanmark også andre strækninger med tilsvarende problemer.

Men for at vise at sagen tages alvorligt, vil ministeren bede forligspartierne gå med til at finde penge allerede nu.

- Det er det stærkeste signal, vi kan sende, at bevilge pengene samtidig med at undersøgelsen foregår, siger Hans Christian Schmidt.

Han håber at få sagen klaret inden jul, så pengene er klar, når Banedanmarks undersøgelse ventes færdig efter nytår.

Oversigt

    Oversigt