Svendborgs børnehaver skruer ned for solen

Knapt 1000 børnehavebørn i Svendborg får denne uge besøg af Kræftens Bekæmpelse. Formålet er at informere om solens farer.

Mandag fik Poppellundens børnehavebørn uddelt bøllehatte og solcreme. Gaverne havde formanden Svendborg Kommunes sundheds-og forebyggelsesudvalg, Ulrik Sand Larsen, med.

- Det er bevist, at især forbrændinger i barndommen har stor betydning for kræft i huden. Derfor skal vi især have fokus på børnene.

Resten af ugen vil 24 andre børnehaver også få besøg, gaver og information fra Kræftens Bekæmpelse. Formålet er at lære børnene, at for meget sol kan være farligt, og på den måde forhindre det stigende antal af danskere, der får kræft.

- Årligt får 8000 danskere konstateret hudkræft. Den udvikling vil vi gerne have bremset - blandt andet med hjælp fra kampagnen i børnehaverne, siger Ulrik Sand Larsen fra Svendborg Kommune.

Besøget fra Kræftens Bekæmpelse er et tilbud til alle kommunens børnehaver. De 25 institutioner, der har sagt ja til tilbuddet, svarer til halvdelen af Svendborg Kommunes børnehaver.

Oversigt

    Oversigt