I det fynske folks tjeneste

Svendborgs nye retsbygning opføres som OPP

Svendborgs nye Byret skal opføres i et offentlig-privat partnerskab (OPP) af et konsortium bestående af entreprenørkoncernen CASA, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt investorerne PensionDanmark, PKA og Sampension.

Svendborgs nye retsbygning bliver opført som et offentligt privat partnerskab.

Det er et erfarent konsortium, der står bag Svendborgs nye Byret. Projektet bliver CASA's tredje og DEAS' syvende OPP-projekt, mens det er anden gang inden for kort tid, at pensionskasserne indgår aftale om finansiering af et OPP-projekt.

Retten i Svendborg ligger i dag fordelt på flere adresser i Svendborg. Med den nye retsbygning samles de godt 40 medarbejdere under ét tag.

Retsbygningen på cirka 4.000 m2 skal stå færdig i juni 2016, og byggeriet går i gang i begyndelsen af 2015.

- Vi er rigtig glade for den løsning, vi kan tilbyde i Svendborg, hvor CASA's spidskompetencer inden for OPP og byggeri udfoldes. Med DEAS har vi en topprofessionel partner, hvor helhedsløsningen for såvel den offentlige part, brugerne og os private aktører går op i en højere enhed, siger administrerende direktør i CASA, Peter Rosengreen.

- Vi ser frem til at levere et projekt, der skaber de bedste rammer for borgerne og medarbejdere ved retten. Vi sikrer projektet en solid drift og et effektivt vedligehold, så det vil bevare sin værdi i mange år fremover, siger Lars Olaf Larsen, afdelingsdirektør i DEAS, der er ansvarlig for byggestyringen samt gennemførelse af drift og vedligehold i de første 20 år i retsbygningens levetid.

Fakta:

Retten i Svendborg: Konsortium: CASA (opførelse) og DEAS (drift og vedligehold), PensionDanmark, PKA, Sampension (investorer)
Projektsum: ca. 175 mio. kr.
Arkitekt: KPF Arkitekter
Rådgivende ingeniør: COWI
Bestiller: Bygningsstyrelsen
Areal: 4.000 m2 fordelt på to etager. Retten rummer syv retssale og en førstesal til personale.
Forventet ibrugtagelse: juni 2016
Placering: Christiansvej i Svendborg