Svendborgs terning genplaceres samme sted

102 tons beton og granit - også kaldet "Terningen" - er ved at finde sin plads. Det har været svært at få genplaceret et af Svendborgs kendetegn, men nu er en løsning på vej. Terningen får næsten sin gamle plads tilbage - dog 10 meter væk. 

Flere placeringer i spil

Jørn Larsens store kunstværk blev fjernet i august for at gøre plads til udvidelsen af vejen til havnen. Siden beslutningen blev taget, har flere forskellige placeringer af Terningen været i spil, men ingen er fundet god nok.

Men nu skulle den være på plads.

Teknik- og Miljøudvalget i Svendborg skal på næste møde på tirsdag behandle sagen igen. Af dagsordenen fremgår det, at Terningens placering bliver på sin oprindelige plads ved Havnegade, dog skal den flyttes cirka 10 meter.

Skulpturen skal placeres på en 825 kvadratmeter store granitflade. Og fordi Møllegade inddrages i projektet, kommer der en ekstraregning på 338.000 kroner.

- Det skyldes, at projektet bliver større. Men vi har ønsket at se det som en helhed, siger Knud Albertsen (Venstre), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget til TV 2/FYN.

Kunstfond har godkendt

Tidligere er en genplacering af Terningen på havnen faldet til jorden, fordi Statens Kunstfond var imod, men den nye "gamle" placering er blevet godkendt af både Statens Kunstfond, kunstnerens enke Inge Lindemark og hendes rådgivere.

- Jeg mangler at se de endelige tegninger, men umiddelbart ser det ganske fornuftigt ud. Det bliver som vi har ønsket - nemlig tæt på den oprindelige placering, siger Knud Albertsen.

Oversigt

    Oversigt