Svendborgtog op i fart

Fra onsdag begynder Svendborgbanen igen at køre med 120 km/t. Banen opfylder Trafikstyrelsens krav til sikkerheden.

Banedanmark har udbedret de ting, der hindrede, at Trafikstyrelsen vil give en permanent tilladelse til at togene kører 120 km/t mellem Odense og Svendborg.

Det drejer sig om at skilte er gjort mere synlige, skilte er flyttet og fornyet og beplantning langs sporet er blevet beskåret, oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

Samtidig har Banedanmark i samarbejde med kommunerne, som Svendborgbanen kører igennem, og Fyns Politi vurderet sikkerheden i overkørslerne på banen.

Resultatet er, at Svendborgbanens overkørsler vurderes til at være lige så sikker som overkørsler i resten af landet.

Kørte på dispensation i syv år

Hastigheden på Svendborgbanen blev sat ned fra 120 km/t til 100 km/t i december 2010.

Det skete efter en ulykke, hvor en 11-årig dreng blev dræbt, da han løb ud i overkørslen i Højby.

Det medførte at Trafikstyrelsen inddrog en dispensation til at køre 120 km/t.

Banedanmark havde ellers fået dispensation gennem syv år.

Laver samlet plan

Sammen med kommunerne og politiet fortsætter Banedanmark arbejdet med at lave en samlet plan for Svendborgbanen.

Meningen er at se på, om sikkerheden skal øges yderligere, oplyser Jørgen Thomsen, områdechef i Banedanmark.

- Det kan være ved at etablere bomanlæg, tiltag der øger synligheden og opmærksomheden ved udvalgte sikrede overkørsler, siger Jørgen Thomsen.

Den samlede plan ventes færdig i marts.

Oversigt

    Oversigt