I det fynske folks tjeneste

Svendsen: Vi udnyttede borgerlig splittelse

[b]Region Syddanmark:[/b] De borgerlige kunne have sat sig på al magt i den syddanske region, men Venstre og Konservative kunne ikke blive enige.

- Det har vi udnyttet og er dermed dem, der sætter dagsordenen, siger Poul Erik Svendsen (S), der sammen med Carl Holst skal styre regionen.

Sammen med Venstre lavede Socialdemokraterne en konstitueringsaftale, der gør Carl Holst (V) til formand for regionsrådet, mens Poul Erik Svendsen bliver næstformand. Desuden bliver han specielt ansvarlig for sygehusopgaverne.

- Der vil ikke gå noget politik gennem regionsrådet uden, at det er konfirmeret af Socialdemokratiet, siger Poul Erik Svendsen.

Stor indflydelse på sygehusvæsenet

- Jeg kommer til at være toneangivende omkring, hvordan sygehusvæsenet skal udvikle sig, siger Poul Erik Svendsen.

Dermed får den nuværende formand for sygehusudvalget i Fyns Amt stor inflydelse på det sønderjyske sundhedsvæsen, som han har kritiseret i valgkampen.

Vil genåbne skadestuen i Sønderborg

- Jeg vil sætte problematikken om fødslerne samt skadestuen i Sønderborg på dagsordenen. Jeg ved, at Dansk Folkeparti og Konservative er enige med mig, og Carl Holst har sagt, at han er villig til at kigge på det igen. Så jeg går ud fra, at der kommer ændringer på det område, siger Poul Erik Svendsen til TV 2/FYN.

Dermed er der lagt op til, at skadestuen i Sønderborg vil blive genåbnet, som Svendsen også har lovet i valgkampen.