I det fynske folks tjeneste

Svenske lighunde søger efter forsvundne Helen

For snart 14 dage siden forsvandt den 78-årige Helen Irene Jensen fra sit hjem i Søndersø. Nu leder svenske lighunde efter hende.

Politiet har ledt efter den 78-årige kvinde. Nu tager svenske lighunde over.

Det skriver fyens.dk.

Det er to hundeførere fra den svenske afdeling af Missing People, der har taget tre lighunde med i eftersøgningen af den demente Helen Irene Jensen i Søndersø.

Hundene er specielt trænede til at snuse sig frem til lig, som de kan gøre over lang afstand og gennem vand. 

Hundeførerne med de tre hunde kom til Fyn søndag formiddag - efter de lørdag deltog i eftersøgningen af en 19-årig mand, der forsvandt efter en bytur i Randers.

Avisen skriver, at hundene skal undersøge boligkvarteret omkring Nordmarksvej og det store område ud mod Sandvad. 

Helen Irene Jensen forsvandt fra sit hjem på Toftekær i Søndersø mandag den 25. januar.