Svindel-anklage mod headhunterfirma

En tidligere partner i et odenseansk headhunter-firma er rasende over, at virksomheden i forgårs gik konkurs - og genopstod samme dag. Nu anklager han sin tidligere partnere for svindel.

Da Carsten Gjørstvang i onsdags kunne læse en pressemeddelelse fra SAM Headhunting, gik det op for ham, at han sad med et stykke papir i hånden, der kostede ham millioner af kroner.

- Vi er holdt for nar, siger Carsten Gjørstvang til TV 2/FYN.

De Odense-baserede virksomheder SAM Headhunting  og SAM Headhunting Group med 100 medarbejdere gik i forgårs konkurs. Det er de virksomheder, som Carsten Gjørtsvang og en anden tidligere partner havde gældsbrev i, som de fik i betaling for at lade sig købe ud i 2009.

- Vi har forsøgt at få en afdragsordning, så vi kan få de penge, vi har til gode, siger Carsten Gjørstvang.

Men det er altså ikke lykkedes. Og nu findes det selskab, hvor Gjørtsvang havde penge til gode i, slet ikke mere.

Mandag blev et nyt selskab stiftet - SAM Executive Search - det selskab overtog medarbejdere, indbo, CV-kartotek, goodwill, kundeliste - endda lejemålet på Hollufgård i Odense - og efterlod de nu tomme SAM-selskaber med gælden til kreditorerne.

Koncerndirektør Christian Lerche forklarer, at den mannøvre var nødvendig for at sikre de 100 arbejdspladser, da Carsten Gjørstvang efter direktørens mening var begyndt at true med at indgive konkurs mod SAM.

 

En kurator skal nu sikre at alt er foregået efter loven ved konkursen - og at den nye virksomhed kan leve videre - uden gælden fra den gamle virksomhed.

- Det her betyder, at vi har en sund virksomhed for fremtiden, og det må være i både kundernes og de ansattes interesse, siger Christian Lerche til TV 2/FYN.

- Jeg må nok se i øjnene, at jeg ikke er den kreditor, der står forrest i køen til de penge, der eventuelt er tilbage i det gamle firma. Mine penge er nok væk, konstaterer Carsten Gjørtsvang.

Han overvejer dog at indgive civilt søgsmål mod det nye SAM-selskab.

Oversigt

    Oversigt