Svindel på markedet i Egeskov

Egeskov er et marked for svindel med både moms, skat og dagpenge. Det kunne skattemyndighederne ifølge Fyns Amts Avis konstatere, da de i går slog til på det store, fynske kræmmermarked.

I hold på to og to gik en snes medarbejdere fra Skat i Svendborg og Arbejdsdirektoratet rundt til 75 udvalgte kræmmere på Egeskov Marked for at tjekke skat- og momsforhold. Myndighederne tjekkede også, om kræmmerne hævede dagpenge samtidig med, at de arbejdede i boderne på kræmmermarkedet.

14 kræmmere var end ikke registreret hos myndighederne. Afdelingsleder i Skattecenter Svendborg, Leo Lebek, oplyser over for Fyns Amts Avis, at myndighederne også fandt 10 personer, som hævede dagpenge og 15, som oplyste, at det var "første dag" på jobbet. To kræmmere stak simpelthen af, da skattefolkene gav sig til kende.

I alt havde det sydfynske skattecenter udkommanderet 14 kontrolmedarbejdere og tre skattefogeder til den hidtil største aktion af sin art Dertil kom tre ansatte ved Arbejdsdirektoratet. Undervejs stødt myndighederne i øvrigt også på store mængder af kopivarer. Det er imidlertid op til producenterne af de originale varer at få stoppet salget af kopier.

Oversigt

    Oversigt