I det fynske folks tjeneste

Svindel-tiltalt forlod retten: Havde stærke smerter

Onsdag skulle retssagen mod en 44-årig mand være startet. Han var blevet anholdt og indsat i arresten, ment måtte forlade retten på grund smerter.

Sagen mod en 44-årig svindel-tiltalt starter uden den tiltalte.

Den 44-årige tiltalte i en sag om svindel for 36 millioner kroner nåede heller ikke i dag at blive afhørt i sagen.

Fra retsmødets start bad han om lægehjælp mod stærke smerter. Sagen skulle være gået i gang klokken 9.30, men kort efter starten af retsmødet forlod den tiltalte retten.

Ifølge den 44-årige tiltalte havde han ikke fået sin medicin, mens han har siddet i arresten.

Han var nemlig blevet anholdt op til dagens retsmøde for at være til stede i retten. 

Læs også Udeblevet to gange: Tiltalt for millionsvindel afhøres onsdag

Det er dermed tredje gang, at den tiltalte ikke kommer til afhøring i retten. Den 9. november udeblev manden som tidligere omtalt hos TV 2/Fyn for anden gang med en fremsendt lægeerklæring om kroniske lændesmerter.

Den tiltalte mand forklarede til dommeren onsdag, at han på grund af smerter havde brug for lægehjælp.

Tilbuddet fra dommeren om et par panodiler, ville ikke dække smerterne, mente den tiltalte.

Hans forsvarer, Claus Bonnez, forsøgte forgæves at skaffe smertestillende piller og konsulterede både lægevagt og praktiserende læger. Kort herefter valgte den 44-årige at forlade retssalen i Odense. 

Smerterne skulle stamme fra en rygskade, fortalte tiltalte. Rygskaden betyder, at den 44-årige somme tider mister følingen i fødderne, og han ankom derfor til Retten i Odense støttende til en krykke. 

Forsvarer Claus Bonnez førte sagen videre uden den 44-åriges tilstedeværelse. Han nægter sig skyldig.

Claus Bonnez siger til TV 2/Fyn, at hans klient nu formodes at møde op til næste retsmøde den 2. februar, hvor der føres en lang række vidner i sagen.

- Når han ikke har afgivet en selvstændig forklaring i retten, er en anden mulighed, at han nu får mulighed for at kommentere på vidneafhøringerne. Det er den mulighed, vi går efter, siger Claus Bonnez.