Svindler “lånte” cykel til 60.000 kroner og forsvandt

Tyven afleverede id, men kom aldrig igen med cyklen. Design Cykler mener, der er tale om samme gerningsmand, som stjal luksusbiler på Fyn.

En fynsk svindler har i løbet af weekenden stjålet en cykel til en værdi af 60.000 kroner.

 

 

Det oplyser cykelbutikken Design Cykler, der mener, at tyveriet er nøje planlagt.

- Allerede fredag var tyven på besøg i Design Cyklers butik i Odense, hvor han spurgte efter den konkrete cykel, som han havde set i butikkens webshop. Han fik oplyst, at cyklen befandt sig i butikken i Aarhus. Her mødte han op lørdag ved åbningstid, siger Søren Bo Jensen fra Design Cykler.

Manden fortalte i butikken, at han var interesseret i cyklen, som han fik lov til at prøvekøre.

- Som id lagde han et sygesikringsbevis med adresse og cpr-nummer samt et hævekort til Jyske Bank. Da der ikke var noget billede, viste han sin facebookprofil med samme navn og et billede, som passede. Herefter forsvandt han med cyklen og er ikke set siden, fortæller Søren Bo Jensen.

 

quote Herefter forsvandt han med cyklen og er ikke set siden

Søren Bo Jensen

Cykelbutik: Samme person, som stjal luksusbiler

Tyveriet er meldt til politiet. Søren Bo Jensen er dog ikke optimistisk, når det gælder opklaringen af tyveriet - selv om cykelbutikken har hans id og videoovervågningsbilleder af tyven.

Ifølge Design Cykler er der tale om den samme person, der tidligere har “lånt” luksusbiler på Fyn. Tyven er godt kendt i bilbranchen, som har hans navn og billede. 

- Han er identisk med den person, som det seneste års tid har stjålet en række dyre biler fra bilhandlere i Jylland og på Fyn, siger Søren Bo Jensen.

- Han har åbenbart ikke været bekymret for konsekvenserne, da han ikke har brugt en falsk identitet, forklarer han.

Opdatering
Clock08. jan 2019, kl. 17:29
Politiet har anholdt personen, som stjal luksuscyklen Trek Madone fra Design Cykler. Han har ifølge cykelbutikken tilstået tyveriet, men cyklen har han ikke længere.

Politiet havde fat i biltyv

I efteråret 2018 var der flere tilfælde, hvor en 28-årig mand fra Middelfart lånte dyre biler hos bilforhandlere uden at levere dem tilbage igen.

I november fortalte Fyns Politi, at man havde fået fat i den 28-årige, der ventede på at blive afhørt.

- Vi har fået fat i gerningsmanden og kender i hvert fald til 15 tilfælde. Vi ved, at han også har været i Tyskland, sagde vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi dengang til TV 2/Fyn.

Det er uvist, hvad der efterfølgende skete med den 28-årige mand fra Middelfart. Ifølge Søren Bo Jensen er der tale om samme person, som altså nu stjæler luksuscykler.

Frustrende at miste luksuscykler

Søren Bo Jensen og Design Cykler regner med at miste værdien af cyklen, da forsikringen ikke dækker.

- Det er frustrerende at miste en cykel til så mange penge, når det kunne være undgået, siger Søren Bo Jensen.

- Selv om tyven bliver anholdt og dømt, vil sagen ende med et tab for Design Cykler. Forsikringen dækker ikke sager af denne slags, så vi er henvist til et civilt søgsmål mod tyven. Og da han ikke ejer noget, er det spild af tid. Men vi håber, denne sag kan være med til at sætte problemet i fokus. Det er alt for nemt, og det straffes alt for lavt at begå svindel og butikstyverier, fortæller han.   

Den stjålne cykel er en Trek Madone 9.5 i farven sølv/blå. Den har stelnummer WTU216QU0210M. Design Cykler har udlovet et gavekort på 5.000 kroner for oplysninger, som kan bringe cyklen tilbage.

 

Oversigt

    Oversigt