I det fynske folks tjeneste

Svømmeklubbens bestyrelse hænger på regning

Fem medlemmer af bestyrelsen i svømmeklubben H2O i Bogense hænger på en regning på 120.000 kroner, som klubben har fået udbetalt af Folkeoplysningsudvalget i kommunen.

-


To uheldige bestyrelsesmedlemmer spejler sig i Bogense Svømmehal

Fem bestyrelsesmedlemmer i svømmeklubben H2O i Bogense hænger på en regning på 120.000 kroner, som klubben har fået udbetalt af Folkeoplysningsudvalget i kommunen.

Svømmeklubben fik i foråret 2002 bevilget 150.000 kroner af Folkeoplysningsudvalget, fordi svømmehallens ejer Michael Thrane bad om et forskud på leje af svømmehallen i efteråret.
Michael Thrane er selv medlem af Bogense Byråd for Bogense Folkeparti og medlem af Folkeoplysningsudvalget i kommunen.

Ville redde svømmehallen
\"Vi synes det var i orden, for vi har kæmpet for, at svømmehallen skulle overleve, da den jo var gået konkurs en gang, og det ville vi ikke risikere igen\", siger bestyrelsesmedlem i H2O, John Aagaard.

Men svømmehallen gik konkurs igen og H2O tabte pengene og samtidig mange af sine medlemmer, fordi klubben ikke længere havde en hal.

120.000 kroner
For tre måneder siden modtog klubbens betyrelsesmedlemmer så et krav fra kommunen på 120.000 kroner, som var udbetalt for meget.

\"Vi har gennemgået regnskaberne og kan se, at klubben ikke har så mange medlemmer, som der er udbetalt forskud til, så vi bliver nødt til at kræve pengene tilbage\", siger Bogenses borgmester, Arne Kruse (S).

Har kun bilen
\"Det er et problem, jeg ikke kan løse nu. Jeg bor langt ude på landet, og min bil er det eneste aktiv jeg har. Jeg er pensionist og kan ikke bare smide pengene på bordet\", siger John Aagaard, der er bestyrelsesmedlem i H2O.

Den tidligere ejer Michael Thrane har ikke ønsket at udtale sig.

Bogense Svømmehal har siden fået nye ejere, som ikke er involveret i sagen.

Ved du noget? Så send os et tip