I det fynske folks tjeneste

Syddanmark vil frem på biobrændstof

Region Syddanmark kan skabe en milliardindustri inden for biobrændstoffer og dermed sætte sig på en lille del af det globale marked, som i 2016 ventes, at beløbe sig til over 400 mia. kr.

- Regionen - især Sønderjylland og Sydslesvig - kan endda blive markedsleder, hvis vi ellers fokuserer og hurtigt udvikler den bioenergiklynge, som eksisterer i området, og som i den grad koncentrerer sig om bioenergi og bioraffinering, forudser vice precident i Sauer-Danfoss Hans Henrik Fischer, der desuden er med i ledelsen af UdviklingsRåd Sønderjylland (URS), ifølge Børsen Klima.

Ideen om den intelligente biomasseklynge, som til syvende og sidst har til formål at forbedre det globale klima, kom et skridt nærmere i sidste uge, da URS havde samlet 55 eksperter på området til seminar og erfaringsudveksling på Syddansk Universitet i Kolding, skriver Børsen.

Hans Henrik Fischer fastslår over for Børsen, at Danmark over for EU-Kommissionen har forpligtet sig til fra 2010 at iblande 5,75 pct. bioetanol i benzin samt i diesel.

- Det er præcis med udgangspunkt i den forpligtelse, at vi her i den sydlige del af Danmark kan være med til at skabe en ny milliardindustri, der beskæftiger sig med biobrændstoffer. Nye biobrændstoffer der kan nedsætte transportsektorens udledning af kuldioxid, siger Hans Henrik Fischer til Børsen Klima.