I det fynske folks tjeneste

Syddansk Erhvervsskole nedlægger 43 stillinger

Undervisning på Syddansk Erhvervsskole

1 af 2

Som alle andre uddannelsessteder skal Syddansk Erhvervsskole spare, og det betyder nedlæggelse af 43 stillinger.

Syddansk Erhvervsskole er underlagt samme krav som alle uddannelsesinstitutioner om at spare to procent om året.

Ifølge de første beregninger ville det svare til nedlæggelse af 67 stillinger; men takket være en grundig gennemgang af hele skolens økonomi er det tal bragt ned.

Skolens ledelse bad blandt andet medarbejderne om at komme med forslag til besparelser, og de kom med mere end 500 forslag om alt fra papirclips til større ting som aftaler med leverandører, antallet af tryksager og meget andet, oplyser kommunikationschef Lars Havelund.

De mange forslag er siden blevet gået igennem, og det har givet besparelser på 11 millioner kroner.

Det er dog stadig nødvendigt at nedlægge 43 stillinger, hvoraf en del formentlig bliver ved naturlig afgang.

- Hvor mange afskedigelser, der bliver tale om, er for tidligt at sige, siger Lars Havelund.

Syddansk Erhvervsskole har knap 900 ansatte i Vejle og Odense. Hovedparten af de stillinger, der skal nedlægges, skal findes i Odense, hvor der er flest ansatte.

Ved du noget? Så send os et tip