Syddanske hjertesyge får hjælp

Region Syddanmark på forkant med behandling af patienter med hjerterytme-problemer.

Region Syddanmark har som eneste region i Danmark egenhændigt indført et pakkeforløb for hjertearytmi-patienterne.

Patienter, hvis hjerte ræser arytmisk af sted, må vente i op til at halvt år på at få den befriende diagnose.

Syge hjertepatienter med hjerterytmeforstyrrelser og andre lidelser, der ikke er omfattet af hjertepakkerne, risikerer at vente i over et halvt år på at komme til en ultralydskanning af hjertet, der kan bane vej for den korrekte diagnose og behandling.

Det viser nye tal fra Hjerteforeningen, der har kortlagt ventetiderne for hjertepatienter i og uden for hjertepakkeforløb i hele landet.

Venter længere

Ventetiden på en almindelig forundersøgelse af hjertet er generelt steget i fire regioner.

Stigningen i ventetider rammer især patienter uden for hjertepakkeforløbene. Det drejer blandt andet om patienter med hjertearytmi, som falder uden for hjertepakkerne, der blev en del af aftalen mellem regeringen og Danske Regioner i 2009.

Uholdbar situation

Ifølge Hjerteforeningens formand Peter Clemmensen er situationen alvorlig og uholdbar for de patienter, der ikke er omfattet af hjertepakkerne.

- Forholdene nærmer sig det uansvarlige, når vi ser, hvor lange ventetiderne er til den indledende forundersøgelse af hjertet for patienter, der er så uheldige at falde uden for det snævre hjertepakkebegreb, siger han.

Ud over voldsom hjertebanken og åndenød tvinges mange til at nedsætte deres aktivitet i hverdagen. De påvirkes også ofte meget psykisk af deres sygdom, fordi symptomerne er uafklarede.

Hjerteforeningens formand mener, at antallet af hjertepakker skal udvides, og at pakker for arytmi-patienter er et godt sted at begynde.

Oversigt

    Oversigt