Syddanske kvinder vil være Falck-reddere

Kvinderne i Syddanmark er vilde med jobbet som Falck-redder. På landsplan er hver femte Falck-redder en kvinde, men i Syddanmark er det hver tredje.

- Det er et job med øget synlighed, og jobbet har ændret sig meget de senere år med fokus på pleje og omsorg, og det tiltaler flere kvinder, siger stationsleder på Sydfyn, Hans Nielsen.

Falck-manden er i stigende grad en kvinde, og udviklingen er gået hurtigt. Den første kvindelige Falck-redder blev ansat i 1986, og i dag har Falck den største andel af kvindelige reddere nogensinde.

- Det er godt at være pige sammen med en flok mænd. Det er et godt match med en ligelig fordeling mellem kønnene, siger Anne Maegaard Skjoldemose, der er Falck-redder og ambulance-behandler.

Før i tiden kunne Falck-redderne førstehjælp, men i dag er det en flerårig sundhedsuddannelse.

- Jobbet har både de bløde værdier med mennesker, så hvis man har lyst til et spændende og udfordrende job og gerne vil have med det sundshedsfaglige at gøre, så er det rigtigt spændende at være redder, siger Anne Maegaard Skjoldemose.

Oversigt

    Oversigt