Syddanske mænd ved ikke nok om potensproblemer

Ni ud af 10 mænd i Syddanmark aner ikke, at problemer med rejsning er meget udbredt, og at det kan være årsag til alvorlig sygdom.

Selvom mange mænd har problemer med potensen, så ved de færreste mænd, at rejsningsproblemer kan hænge sammen med alvorlig sygdom. De fleste mænd tror, at hvis der er knas med potensen så hænger det sammen med psyken. Men i mange tilfælde hænger det i stedet sammen med fysiske problemer.

- Rejsningsproblemer opstår, når der ikke er tilstrækkelig blodgennemstrømning i penis. Fordi blodkarrene i penis er så små i forhold til blodårerne ved for eksempel hjertet, viser åreforkalkning sig ofte tidligt her i form af rejsningsproblemer. Reagerer man ikke på symptomerne og søger læge, risikerer man, at åreforkalkningen med tiden udvikler sig til langt alvorligere sygdomme, siger Astrid Højgaard, der er ledende overlæge ved Sexologisk Klinik på Aalborg Sygehus.

Undersøgelser viser, at mænd med rejsningsproblemer har 48 procent større risiko for at udvikle hjertekarsygdomme og diabetes, hvis man ikke kommer til læge i tide.

- Går man til læge og kommer i behandling, kan man nedsætte risikoen for denne alvorlige udvikling markant, fortæller Astrid Højgaard.

Undersøgelsen, der er lavet af nyt Nordisk Sundhedsbarometer for mænd - en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for Eli Lilly, viser også at mænd tror, at problemer med potensen hænger sammen med problemer i hovedet.

- Fire ting skal gøre sig gældende for, at en mands rejsningsevne fungerer godt - og det er kun 10 %, der handler om det psykiske. Resten er fysiologisk. Blodkarrene skal være fleksible, nerveenderne intakte, og testosteronproduktionen i balance. Så hvor vi tidligere anskuede problemer med potensen som en psykisk tilstand, ved vi i dag, at rejsningsbesvær er en fysisk tilstand - der har psykiske konsekvenser, fortæller Astrid Højgaard.

Oversigt

    Oversigt