I det fynske folks tjeneste

Syddanske patienter tilfredse med skadestuerne

Langt størstedelen af de syddanskere, der har været på skadestuen, er tilfredse med den behandling, de har fået. Det viser en ny undersøgelse.

En ny undersøgelse viser, at 9 ud af 10 akutte patienter i nogen, høj eller meget høj grad er tilfredse med deres besøg på en skadeklinik i Region Syddanmark, mens 8 ud af 10 i nogen, høj eller meget høj grad er tilfredse med besøget på en af de syddanske skadestuer.

- Overordnet set er det et fint resultat for regionen, og jeg ser undersøgelsens resultater som et velfortjent skulderklap til personalet. Men der er også nogle forskelle, som det kunne være nærliggende at kigge nærmere på for at finde ud af, om vi kan lære noget af hinanden på tværs, siger formanden for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen, Soc.dem. i en pressemeddelelse.

I forhold til den samlede tilfredshed med besøget på skadeklinikken eller skadestuen viser resultaterne, at Region Syddanmark enten ligger over eller på landsgennemsnittet.