Syddanske skadestuepatienter er tilfredse

Syv ud af ti syddanskere, der har været på skadestuen, er alt i alt tilfredse eller meget tilfredse med den behandling, de har fået. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse.

De fem regioner har for første gang undersøgt, hvordan patienter har oplevet den behandling, de har modtaget på skadestuen.

I Region Syddanmark har omkring 1.700 patienter deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsen viser, at syv ud af ti patienter er tilfredse eller meget tilfredse med den behandling, de har fået på skadestuen.

Syv procent er dog slet ikke tilfredse med behandlingen på skadestuen.

- Normalt viser patienttilfredshedsundersøgelser, at ni ud af ti syddanskere er tilfredse med den behandling, de får på sygehuset. Skadestuepatienterne er altså mindre tilfredse end den gennemsnitlige sygehuspatient. Vi har lige indført visiteret adgang til vores skadestuer, og vi kan se, at ventetiderne på skadestuerne overholder de servicemål, som regionsrådet har vedtaget. Vi vil nu nærstudere tallene og overveje, hvad vi kan gøre for at hæve tilfredsheden hos skadestuepatienterne, siger formand for regionens sundhedsudvalg Poul-Erik Svendsen Soc.dem.

Mest tilfredse er de borgere, som har fået hjælp til deres skader på de mindre skadeklinikker i regionen.

Oversigt

    Oversigt