I det fynske folks tjeneste

Syddanskere ignorerer kræft-screening

Region Syddanmark udsendte i sidste uge 2200 indkaldelser til at aflevere prøver til screening for tarmkræft. Kun 12 er indsendt.

Danmarks største screening for tarmkræft er i fuld gang.

Men borgerne i Region Syddanmark er ikke gode til at få sendt deres afføringsprøver ind til analyse, oplyser DR Trekanten.

- Af de 2200 indkaldelser, vi sendte ud i sidste uge, har vi kun fået 12 tilbage indtil videre, siger Ivan Brandslund, der er laboratoriechef på Vejle Sygehus, der står for at analysere prøverne i Region Syddanmark.

Det lave antal indsendte prøver står i skarp kontrast til andre nationale screeninger som screeningerne for brystkræft og livmoderhalskræft.

Her ligger deltagelsesprocenten ifølge Ivan Brandslund på 80-90 procent.

Til sammenligning har man i laboratoriet på Vejle Sygehus foreløbig en deltagelse på omkring to procent for de første to uger af screeningen for tarmkræft (44 svar ud af 2300 indkaldelser i alt).

Manglende oplysning

Årsagen til, at der er så få deltagende i tarmkræftscreeningen er ifølge Ivan Brandslund, at man ikke har været gode nok til at gøre opmærksom på, at screeningen finder sted.

- Det er som om folk går og ikke er klar over, at denne her screening er i gang, siger han til DR Trekanten.

Han håber på, at deltagelsen kommer op på det samme niveau, som med screeningerne for brystkræft og livmoderhalskræft.

Der er nemlig mange liv at redde, hvis alle svarer på deres indkaldelser og sender afføringsprøver ind til analyse.

- Vi håber på at kunne redde op mod 500 liv om året, men det kræver jo altså, at vi har nogle prøver at analysere, slutter Ivan Brandslund.

Ved du noget? Så send os et tip