I det fynske folks tjeneste

Syddanskere storforbrugere af sol

Over en trediedel af de unge Syddanskere bruger solarium. Det er væsentligt flere end i København.

35 procent af syddanskerne mellem 15 og 25 år bruger solarium.

Syddanmark er kun overgået af Nordjylland, hvor 42 procent bruger solarium og Sjælland med 38 procent.

I Region Midtjylland er tallet 30 procent, mens kun 21 procent af de unge københavnere går i solarium.

Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Årsagen til den store forskel på hovedstaden og provinsen er blandt andet, at unge i provinsen er under større pres for at være som andre end københavnerne.

- Man slipper lettere afsted med at være anderledes i København end man gør i provinsen, siger psykolog og børnesagkyndig Michael Kaster.

Hertil kommer at det i højere grad er utrendy at bruge solarium i hovedstaden end i provinsen.

Det er en udvikling, Kræftens Bekæmpelse gerne snart ser brede sig til provinsen.

En farlig mode

I følge WHO øger de unge risikoen for at få modermærkekræft med 75 procent ved blot enkelte solariebesøg om måneden.

Hvert år registreres mere end 1300 nye tilfælde af modermærkekræft, der er en af de farligste kræftformer i huden.

I gennemsnit dør 230 danskere om året af sygdommen.