Sydfyn: 46 henvendelser til Falck

Sydfyn er torsdag aften blevet ramt af et voldsomt uvejr. Falck og Fyns Politi har haft travlt med væltede træer, oversvømmelser og et færdselsuheld.

Torsdag aften blev indbyggerne på Sydfyn rådet til at holde sig indenfor på grund af det voldsomme vejr, der ramte øen. 

Louis Honoré, der er pressechef hos Falck, bekræfter, at borgere på Langeland, Ærø og i Svendborg-området har henvendt sig til Falck for at få hjælp.

- Vi har fået 46 henvendelser på stormskader og vandskader. Så vi har haft travlt med at hjælpe folk med at dække af og tømme kældre for vand, hvor det har regnet ind, siger han til TV 2/FYN.

En person er kommet til skade under uvejret i forbindelse med et færdselsuheld, da hans bil blev ramt af et træ, der væltede. Der er dog ikke tale om alvorlige kvæstelser.

Særligt Langeland, Ærø og Svendborg har været ramt af det voldsomme vejr. 

Rådet for Sikker Trafik råder bilister til at sætte hastigheden ned, fordi det kan være farligt at køre i vådt føre.
 

Oversigt

    Oversigt