Sydfyn skal være mekka for filmturisme

Kendte filminstruktører som Susanne Bier og Lone Scherfig har med deres spillefilm gjort flere lokaliteter på Sydfyn til små turistatraktioner. Nu skal lokaliteter fra berømte film være med til at lokke flere turister til Sydfyn.

Oplev stederne hvor film som "Hjemve", "Hævnen" og "Fakiren fra Bilbao" blev optaget. I første omgang bliver det nu måske et tilbud til turisterne på Langeland.

- Vi må udnytte det, at filmene er optaget på Sydfyn og hvis det kan trække flere turister til, så skal vi udnytte det, siger Lars Hermann, der er direktør for FilmFyn.

FilmFyn har kopieret ideen fra New Zealand og Sverige, og foreslår i første omgang Langeland Kommune at opsætte skilte ved de berømte filmlokaliteter.

- Der er flere steder i verden, hvor turisterne rejser hen blot for at se på de locations der har været med i film. Det gælder slottet fra Harry Potter eller Oxford, hvor Inspector Morse er optaget, fortæler Lars Hermann.

På længere sigt håber FilmFyn at kunne udvide ideen til hele Sydfyn.

- Hvis man forestiller sig hele Sydfyn dækket af skilte, så bliver det et reelt tilbud, som man kan bruge en hel dag på, siger Lars Hermann, der også har ambitioner om at lave oplevelsescenter med filmrekvisitter.

Besøg FilmFyns hjemmeside

Oversigt

    Oversigt