Sydfynsk historie - nu som podcast

Svendborg Museum er hoppet med på bølgen af de populære podcasts, så du nu kan få spændende sydfynske historiske fortællinger mens du kører bil, løber, støvsuger eller hvornår du ellers lytter til podcast.

Svendborg Museum har i samarbejde med Radio Diablo lavet en række podcasts under titlen Sydfynske Fortællinger. 

Det handler om alt fra seksualitetens historie i Svendborg, jernaldersmeden i fund og mytologi, Gudmefyrsten, bizarre begravelsesritualer i stenalderen, sejlskibe og søfolk og meget mere.

- Man kan høre fortællingerne når man vil. Det er "museum on demand". Vi kender det fra Netflix og XBO. Nu synes vi, turen er kommet til Svendborg Museum, siger Niels Valdersdorf Jensen, museumsinspektør på Svendborg Museum.

De forskellige podcast er udformet som samtaler. For eksempel er forfatter Mich Vraa med i en samtale om Svendborg og slavehandlen.

- Vi har fravalgt monolog. Det er ikke en lydbog. Det er dynamiske samtaler mellem kolleger og folk udefra, der er med til at forløse historierne, siger Niels Valdersdorf Jensen.

Første samling af fortællinger er lagt ud kvit og frit og kan hentes her. Siden de blev lagt ud mandag, har et par hundrede hentet historier.

quote Jeg havde egentlig regnet med, at fortællingen om seksualitetens historie ville være en af dem, der virkelig trak; men det er faktisk søfarten, der er størst interesse for

Niels Valdersdorf Jensen, museumsinspektør, Svendborg Museum.

- Jeg havde egentlig regnet med, at fortællingen om seksualitetens historie ville være en af dem, der virkelig trak; men det er faktisk søfarten, der er størst interesse for, siger museumsinspektøren. 

En ny samling fortællinger er under planlægning og bliver klar fra efteråret.

Se interview med museumsinspektør Niels Valdersdorf Jensen, Svendborg Museum

Oversigt

    Oversigt