I det fynske folks tjeneste

Sydfynsk krav får støtte fra DF

Hørsholm, Rudersdal og Gentofte bør betale mere til fattige kommuner for eksempel på Sydfyn, mener Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.

Rige kommuner som Gentofte, Hørsholm og Rudersdal skal mere til lommerne, så fattige kommuner i Vestjylland, Sydfyn eller Lolland-Falster får flere penge at gøre godt med.

Det foreslår Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, før kommunerne mødes ved det såkaldte kommunale topmøde i Aalborg. Her kræver de fattigste kommuner en større kommunal udligning, der sikrer flere penge til dem.

- Der er brug for en mere ligelig fordeling hen over Danmark, hvis vi ikke skal acceptere en skævvridning. Før sidste valg stillede regeringspartierne en stor udligningsreform i udsigt, men de lavede en lille justering, som ikke battede, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dermed støtter DF's formand kravet fra Svendborgs borgmester, Lars Erik Hornmann (V) om en mere retfærdig udligning mellem de 98 kommuner. Den seneste udligning trådte i kraft 1. januar 2013.

S-R-SF-regeringen begik forligsbrud mod de borgerlige partier ved i 2012 at lave en smal kommunal udligningsreform med Enhedslisten, mener Kristian Thulesen Dahl.

- Vi havde en aftale med de nuværende regeringspartier om, at vi var enige om at lave om på udligningssystemet. Vi gik til forhandlingerne med ønsket om at lave en stor udligningsreform, siger DF's formand.

Han afviser kritik fra de rige kommuner i Nordsjælland, som påpeger at de hver sender godt en milliard kroner årligt ud af kommunen til fattigere kommuner.

- Ni af de ti kommuner med de laveste skatteprocenter i Danmark ligger omkring hovedstaden. De kan alligevel levere den bedste service til borgerne. Mens nogle kommuner i yderområderne har den højeste skatteprocent, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det er med til at forstærke skævvridningen. Hvorfor flytte til et område med meget høj skat og lav service? siger han.

Ved du noget? Så send os et tip