Sydfynsk samarbejde om sikkerhed til søs

Søfartsskolen SIMAC i Svendborg og værftet TUCO Marine i Faaborg skal sammen udvikle metoder til at øge sikkerheden omkring arbejds- og redningsfartøjer.

Den Danske Maritime Fond har bevilget 175.000 kroner til SIMAC (Svendborg International Maritime Academy) og TUCO Marine til at udvikle nye manualer og træningsmetoder for lette, hurtige arbejds- og redningsfartøjer.

Studerende på SIMAC skal gennemgå de eksisterende manualer og træningsprogrammer, som af mange fagpersoner opleves som uhensigtsmæssige og svært forståelige.

Med inddragelse af brugere og nye ideer er ønsket at øge tilgængeligheden og sikkerheden ved brugen af såkaldte mand-over-bord-både (MOB), Fast Rescue Boats (FRB), Daughter Crafts (DC) og arbejdsbåde (WB).

Det sker samtidig med at TUCO Marine i Faaborg er ved at lave en ny programserie af arbejdsfartøjer til marine- og offshoreindustrien.

- Vi forventer, at et gennemarbejdet manual-materiale dels kan sikre en bedre brugeroplevelse, men også at det bidrager til at vores produkter udskiller sig på markedet med vores tilgang til sikkerhed, hvilket er afgørende for seriøse købere på dette område, siger Jonas Pedersen fra TUCO Marine.

De nye manualer og træningskoncepter forventes at blive baseret på moderne kommunikationsteknologi med video-tutorials og apps til smartphones og tablets.

Desuden brug af simulatorer til at opnå træning og rutine uden at udsætte kursisterne for unødig risiko.

Oversigt

    Oversigt