I det fynske folks tjeneste

Sydfynske partier slår sig sammen

Sydfyns Borgerliste og Svendborglisten offentliggjorde i dag, at de slår sig sammen til et parti.

Svendborglisten og Sydfyns Borgerliste er enige om, at Frederiksø skal være kulturø i Svendborg

Enige om alt

"Vi gør det, fordi vi faktisk er enige om alt. Der er ingen grund til, at vi er to partier, der slås om de samme vælgere," fortæller Leif Nybo, der er formand for Svendborglisten. 

De to partier har nu i alt ti kandidater til byrådet, og Leif Nybo håber, at 3-4 stykker af dem, vil blive valgt ind i byrådet ved næste valg.

Det nye parti kommer til at gå under navnet Svendborglisten og på stemmesedlen vil de være opført som Liste L. 

Borgmester Lars Erik Hornemann (V) blev torsdag middag informeret om det nye parti. 

"Jeg tror, at folk bliver overraskede, men de kan helt sikkert se, at det er en indlysende og fornuftig beslutning", siger en glad Leif Nybo.

Mærkesag: Kulturø

Partiets største mærkesag er i øjeblikket at få omdannet Frederiksøen i Svendborg til kulturø. Det nye parti mener, at multihallen skal finansieres og drives af private midler, så de budgetterede 10 millioner i stedet kan gå til kulturøen.

I øjeblikket er Jørgen Pless fra Sydfyns Borgerliste i byrådet i Svendborg Kommune. Svendborglistens Kaj Stillinger blev ikke stemt ind ved sidste valg, og partiet har ingen medlemmer af byrådet.