Antal kol-patienter halveret på to år i Middelfart

Kommunerne varmer op til det nære sundhedsvæsen. Flere behandles tæt på hjemmet.

I Middelfart kan borgere med lungesygdommen kol selv holde øje med iltmængden i blodet og slå alarm til hjemmeplejen, så de kan slippe for at blive indlagt på sygehuset.

I Silkeborg, Viborg og Skive kan de praktiserende læger kontakte et callcenter på Regionshospitalet Viborg, hvor sygeplejersker rådgiver om de kommunale tilbud, der kan sættes i stedet for en indlæggelse.

Og i Aalborg forebygger de genindlæggelser ved at sende en sygeplejerske ud til ældre, der netop er kommet hjem fra sygehuset.

Uanset om blå eller rød blok vinder det kommende folketingsvalg, så skal flere patienter i fremtiden behandles uden for sygehusene. Blandt dem mange ældre og kronisk syge.

Ifølge en rapport fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som offentliggøres i løbet af foråret, så har ni ud af ti kommuner i dag akutteams, som blandt andet forebygger indlæggelser og genindlæggelser.

- Hos nogle fylder det lidt. Hos andre meget mere. Men udviklingen går kun i en retning: Flere af denne type opgaver løber ud i kommunerne, fastslår projektchef i Vive Sidsel Vinge.

Indlæggelser i Middelfart halveret

I Middelfart Kommune er antallet af indlæggelser og genindlæggelser af kol-patienter halveret på to år.
Og står det til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) skal endnu flere borgere i fremtiden behandles i kommunen.

- Hvad enten det drejer sig om mennesker, der kæmper med psykiske problemer eller livsstilssygdomme som overvægt og kol, så hører de ikke hjemme på sygehusene. De skal hjælpes i deres dagligdag.

I Viborg, Silkeborg og Skive kommuner er det især akutsygeplejersker, der er med til at sikre, at de tre kommuner ligger blandt dem med færrest genindlagte patienter i hele landet.

- Når en praktiserende læge overvejer en genindlæggelse, så sender vi en akutsygeplejerske ud til borgeren, der måske kan finde en anden løsning. Det har gjort en kæmpe forskel, siger Mette Andreassen, der er direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune.

Alle ældre i Aalborg Kommune, der udskrives fra sygehuset, får inden for 24 timer besøg af en sygeplejerske, der blandt andet kontrollerer, at der er styr på den medicin, som borgeren har med hjem fra sygehuset.

- Det er helt konkret, at vi bare har sagt, at det skal vi hver gang, siger Helen Kæstel, chef for hjemmesygeplejersker, akuttilbud og vagtcentral.

Oversigt

    Oversigt