I det fynske folks tjeneste

Sygefravær: Nordfyn og Langeland stikker af

I Ærø Kommune er sygefraværet fortsat blandt landets laveste målt i antal sygedage på fuldtidsansat.

På landsplan var sygefraværet i 2017 11,7 sygedage i gennemsnit per ansat. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix (modelfoto)

På Nordfyn og på Langeland er der sket et stort skred i antallet af sygefravær i kommunerne.

Således viser en rapport, som Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum står bag, at sygefraværet i Nordfyns Kommune er faldet med 1,7 fraværsdagsværk, som det rent teknisk hedder, fra 2015 til 2017. 

I 2015 var der i den nordfynske kommune 13,1 sygedage per fuldtidsstilling, mens der i 2017 blev registreret 11,4 sygedage per fuldtidsstilling.

I den modsatte ende af det fynske landkort har Langeland Kommunes ansatte nedbragt sygefraværet med 1,5 sygedag fra 13 til 11,5 sygedage fra 2015 til 2017.

Ekspert: Trenden er nedadgående

På landsplan er sygefraværet i gennemsnit faldet med en halv dag fra 12,2 sygedage i 2015 til 11,7 sygedage i 2017. Samtidig var det gennemsnitlige sygefravær i 2017 det laveste i fem år.

Faldet af sygedage får dog ikke seniorforsker på Socialmedicinsk Center på Frederiksberg hospital, Thomas Lund, til at falde i svime.

Til Momentum siger han blandt andet:

- Der er jo sket et fald, men det er ikke sådan et fald, der får en til at falde baglæns ud af stolen, siger han og uddyber:

- Der er en nedadgående trend, men der ligner den kommunale sektor den private og regionale sektor, hvor der har været en generel tendens til, at sygefraværet har været nedadgående de sidste fem år.

Thomas Lund mener der kan være flere forklaringer på, at kommunernes medarbejdere har færre sygedage:

- Der er rigtig mange kommuner, som griber det her rigtigt fornuftigt an for at nedbringe sygefraværet. Det kan være, at man begynder at høste frugterne af det, siger han.

Ærø ligger for sig selv

Zoomes der ud fra forbedringer og ind på selve antallet af sygedage i Ærø Kommune i perioden 2015 til 2017 steget fra 9,6 til 10,1 sygedage per fuldtidsstilling - og det kan ingen andre fynske kommuner komme i nærheden af (se tabellen herunder).

Omvendt ligger både Kerteminde og Faaborg-Midtfyn kommuner på 12,8 sygedage.

Næsten en uge i forskel fra Samsø til Slagelse

Momentums undersøgelse viser desuden, at de ansatte i Samsø Kommune sidste år havde landets laveste gennemsnit på 8,9 sygedage, mens Slagelse og Guldborgsund kommuner noteres for 13,6 sygedage i gennemsnit i 2017, og dermed er de kommuner, hvor de ansatte har flest sygedage.