Sygehus indvier stort p-hus

Et nyt parkeringshus med plads til 370 biler blev tirsdag indviet ved Svendborg Sygehus.

Hvis du tidligere har været på sygehuset i Svendborg, har du måske kæmpet for at finde en parkeringsplads. Men nu er det blevet meget nemmere at finde en plads til at parkere sin bil.

Tirsdag indviede Svendborg Sygehus nemlig et helt nyt parkeringshus med plads til 370 biler.

- Vi er glade for det nye p-hus. Det vil give plads til, at patienter og pårørende kan komme til at holde så tæt på behandlingsbygningen som muligt, og det er vigtigt, for vi ved, at p-forhold har betydning for borgernes samlede oplevelse af kvaliteten på sygehusene, siger administrende sygehusdirektør, Jane Kraglund.

Med lukningen af Faaborg Sygehus er antallet af patienter på Svendborg Sygehus øget markant. Det har stillet krav til infrastrukturen, som sygehuset hidtil ikke har kunnet klare.

- Men nu er der gjort plads til, at medarbejderne kan parkere samtidig med, at parkeringspladserne tættest på sygehuset forbeholdes patienter og pårørende. Hvad enten man selv er syg, er på sygebesøg eller skal behandle og pleje de syge, så skal vejen til sygehuset være direkte og kort, siger regionrådsformand Carl Holst (V)

Det nye parkeringshus har kostet 27 millioner kroner. Svendborg Sygehus har nu i alt 950 p-pladser.

Se interview med den administrerende sygehusdirektør, Jane Kraglund, ved at klikke på billedet øverst i artiklen.

Oversigt

    Oversigt