I det fynske folks tjeneste

Sygehuse vil snakke dansk

Radiologi, reumatologi, gynækologi og obstetrik. Det kan ofte være svært at gennemskue, hvad sygehusafdelingernes latinske navne egentlig dækker over; men det skal nu være slut.

Regionsrådet i Region Syddanmark besluttede mandag at sætte arbejde igang med at finde danske og mere mundrette navne på regionens sygehusafdelinger.

For eksempel kommer radiologi til at hedde: Røntgen og scanning. Reumatologi bliver til Gigt og bindevævssygdomme og gynækologi og obestrik skal hedde: Kvindesygdomme og fødsler.

Meningen med fordanskningen er at få patienterne til at føle sig mere hjemme på sygehusene.

- Vi har et ønske om at inddrage og komme i dialog med patienterne om behandlingen på vores sygehus. Det kræver, at de føler sig trygge, siger formanden for regionens sundhedsudvalg, Poul-Erik Svendsen.

Han mener, at de latinske navne kan give patienterne en følelse af at være på udebane.

Samtidig bliver navnene på afdelingerne på alle regionens sygehuse ensrettet, så de hedder det samme uanset om det er i Odense, Svendborg eller Vejle.

Dermed vil man undgå forvirring, når patienter skal flytte sygehus som led i behandlingen, hvis afdelingerne hedder noget forskelligt.

De nye navne vil blive indført langsomt, da det er en ganske dyr opgave, så skiftning af skilte og andet vil typisk ske i forbindelse med for eksempel ombygning.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip