I det fynske folks tjeneste

Sygehusdirektør: Listeriasmitten er ikke nødvendigvis fra os

04:16

1 af 2

Sygehusdirektør på Odense Universitetshospital Jane Kraglund beklager, at der nu er seks personer indlagt med listeriabakterier i kroppen. Bakterierne er kommet via OUHs leverandører, siger hun.

For selvom der er blevet serveret Jørn A.-rullepølse, der er mistænkt for at være årsag til flere dødsfald, er det ikke nødvendigvis på OUH, de har fået bakterien.

- Vi mener faktisk, vi har styr på fødevaresikkerheden , fordi vi fik en elite-smiley i begyndelsen af juli måned. Både i vores patienthotel og i vores centralkøkken.

Jane Kraglund hæfter sig ved, at det er leverandørerne, der ikke har haft ordentlig styr på kvalitet af deres produkter.

- Vi har jo fået vores leverancer, ikke fra vores leverandør men fra en underleverandør til vores leverandør, og det viser sig så, at den rullepølse der er kommet, den har været inficeret med listeriabakterier.

Jane Kraglund er ked af, at en af de smittede patienter har den aktuelle udbrudsstamme i kroppen, men hun understreger samtidig, at man ikke med sikkerhed kan sige om smitten er sket på OUH.

- Vi har ingen viden om den pågældende har fået listeria, fordi der er spist rullepølse på OUH, eller om man har fået det, fordi man har købt varerne andresteder. Det er meget usikkert, og det har vi ingen viden om, siger hun.

Jane Kraglund siger til TV 2/FYn, at OUH ikke har planer om at ændre procedurer omkring fødevaresikkerheden på sygehuset.

Den opgave må ligge hos Fødevarestyrelsen, der har kontrolforpligtelsen, mener sygehusdirektøren.

Ved du noget? Så send os et tip