Sygehuse skal være renere

Formand for Region Syddanmarks sundhedsudvalg vil hæve rengøringsstandarden på de syddanske hospitaler.

Formand for Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Poul-Erik Svendsen, Soc.dem., er sammen med resten af sundhedsudvalget klar til at indføre nye tiltag, der skal sørge for, at der leves op til rengøringsstandarden på de syddanske hospitaler.

- Vi tager kritikken af resultaterne af den rengøringsundersøgelse, som er foretaget på vores hospitaler, til os. Det må og skal vi kunne gøre bedre. Derfor vil vi indføre nye tiltag, der skal øge kontrollen af rengøringen, så vi kan leve op til vores rengøringsstandard, siger han.

Flere rengøringskontroller

Sundhedsudvalget ønsker også, at antallet af eksterne rengøringskontroller fordobles til to gange om året. De skærpede krav til kontrollen skal blandt andet være med til at nedsætte antallet af infektioner. Ifølge Statens Serum Institut rammer infektioner hver tiende patient.

- Det tal skal vi have bragt ned. Vi ved, der er en klar sammenhæng mellem infektioner og dårlig rengøring, og derfor er der behov for, at vi øger kontrollen på rengøringsområdet. Selvom det er umuligt at gardere sig 100 procent mod infektioner, så er tallet i øjeblikket for højt, siger Poul-Erik Svendsen.

Oversigt

    Oversigt